fredag den 7. september 2007

I mål

Så nåede jeg alligevel til vejs ende. Det har været sjovt, og jeg har prøvet ting, jeg ellers ikke selv ville have kastet mig over. Mange af dem skal jeg nok få fornøjelse af fremover. Flot initiativ!

Det er godt at vide noget om disse ting; over for lånerne har jeg dog hidtil kun haft brug for at vide noget om principperne bag Wikipedia. Andre ikke Web 2.0-teknologier som IP-telefoni, bluetooth og konvertering af filer til Mp3 kunne være mindst ligeså gavnlige at lære. Og selvfølgelig at kunne udnytte alle funktionerne i den PDA, vi får som belønning!

Undervejs har jeg tænkt ved mig selv, at det godtnok var den største hjemmeopgave, vi er blevet pålagt længe, ovenikøbet hen over sommeren. For ikke bare jeg, men rigtig mange af kollegerne har lavet de 23 ting mere eller mindre hjemme, fordi det har været umuligt at nå i arbejdstiden. Det er der ingen grund til at lægge skjul på. Det er ikke alle, der har luft i deres travle arbejdsdag til sådan en opgave, hvor positivt man end tager imod opgaven. Det frustrerer.

På den anden side er PDA'en nok mest til gavn og glæde i fritiden, og så kan det vel siges at gå lige op.

Second Life 2

Nu har jeg også et alter ego i Second Life, men min tålmodighed rakte ikke til den helt store udforskning eller legen påklædningsdukke. Jeg sagde 'Hi' til en, og han skrev helt vildt i luften, men der kom ingen tekst frem - måske var det en kineser? Jeg vil helt sikkert ikke spilde ret meget af min tid ved at være avatar i Second Life fremover.

tirsdag den 4. september 2007

Second Life

Min pc derhjemme er fra engang i forrige århundrede, og den vil jeg slet ikke belaste med Second Life, men jeg blev anbefalet at registrere mig som bruger hjemme, og det var der ingen problemer i. Så må jeg se, om det bringer mig videre på arbejde. På de andres snak kan jeg høre, at det bliver en sej omgang ...

Nok for i dag

Sikken et ryk, det gav at hellige sig de 23 ting det meste af en dag! Nu tror jeg på, at jeg når til vejs ende :-)

Skulle nok ha' lavet noget mere undervejs i stedet for at presse det halve af programmet ind på ét døgn, men der har virkelig ikke været tid til det hen over sommeren. Vagtfrie dage er i sandhed undtagelsen, og der har været rigeligt med topprioriterede opgaver. Oplevede dette spøjse - og symptomatiske - dilemma i dag: skulle vi i fag1 fastholde, at vi ikke kunne afløse i et andet team, fordi vi prioriterede, at jeg og en kollega (vi havde ikke været til stop-op-dag) skulle have denne formiddag til 23 ting, eller skulle vi være mere kollegialt imødekommende og afløse og droppe egen mulighed for at lave 23 ting, for at de skulle kunne??

Har hentet en radiokanal på last.fm. Jeg er i modsætning til andre godt tilfreds med, at det er forskellige 'similars', der afspilles - det udvider ens musikhorisont. Jeg vil helt sikkert lytte til og redigere i kanalen fremover.

YouTube

Denne trailer til en dansk film, jeg ikke fik set, drillede, da jeg skulle have den ind i bloggen. Men nu virker det :-)

Wiki Wiki m.m.

En hel formiddag afsat til 23 ting i arbejdstiden - det er noget, der batter!! I skrivende stund har jeg været omkring wikies, har oprettet mig som bruger og redigeret et indlæg i den danske wikipedia. Wikipedia-tanken er fantastisk, og den bliver mødt med mindre skepsis nu end i starten - som jeg har opfattet det.

Jeg har sendt et dokument om efterårets webintroer ud til gruppen via Google docs. For at gøre som vi plejer, lægger jeg nu også dokumentet på intra ;-) Med vores intra spår jeg ikke Google docs en stor fremtid på HB, men den og lignende værktøjer kunne være fine i andre sammenhænge.
Iøvrigt fandt jeg Gooogle docs svær at redigere i, da jeg fik kopieret en forkert skriftstørrelse ind og havde oprettet for mange kolonner i en tabel. Det er måske en god idé at gøre sit dokument færdig, inden man lægger det ind.

Har også hentet en radioudsendelse på DR podcast, og det virker umiddelbart ligesom netradio, som jeg tit har benyttet mig af. Media Player går i gang, og så kører det bare. Har ikke downloadet iTunes eller Juice, da jeg normalt ikke sidder ved den computer, jeg sidder ved lige nu. Fin vejledning til podcasting på DRs hjemmeside - den vender jeg helt sikkert tilbage til.

Ting 13

Dette er et billede fra Jotunheimen med Creative Commons-tilladelse, og folk må bruge mit sandormebillede inden for rammerne af CC.

mandag den 3. september 2007

Flickr

Så er jeg mere end halvvejs!! Har oprettet et lille billedarkiv på Flickr. Jeg tog nogle af familiens billeder fra Fanø, og et af dem er sat på bloggen. Det lader til at være en trend, at man sætter billeder af dyr på bloggen, så mit bidrag er sandorm i Vadehavet - de kan faktisk tage sig vældigt dekorative ud fra den rigtige vinkel.
Havde tænkt på, at vi 10, der lige har været i Jotunheimen sammen, kunne dele billeder på Flickr, men der skal betales efter de første 100 MB. Hm - den tygger jeg lige på...

Step 10 og 11

Jeg kaster ikke håndklædet i ringen før på fredag - hvis det altså bliver nødvendigt. Jeg vil kæmpe til det sidste, for just hjemvendt fra den friske fjeldluft er jeg kampberedt, men det bliver uden tvivl hårdt at indhente alt det forsømte.

I aften har jeg oprettet mig som bruger af Library Thing, og der er tilsyneladende sket en udvikling, siden Monica lavede opgaven, for det er nu muligt at hente danske titler fra Det kgl. Bibliotek :-) Forsider kommer der dog ikke på de danske bøger, og det ser ærlig talt lidt tosset ud med en blanding af titler med og uden forsider, så forsiderne ryger ud igen. En bogliste peppes bloggen ikke specielt meget op af!

Siden sidst har jeg iøvrigt fikset min Messenger, så jeg nu også kan bruge min aakb-mail - og jeg har fået msn-venner :-)

torsdag den 16. august 2007

Nu skal det være!!

Gisp, jeg skulle helt tilbage i majarkivet for at finde min næste opgave! Panikken begynder at brede sig: jeg når det ikke. Sommeren forsvandt bare, og jeg har 8 dages ferie mere inden deadline!!
Men nr 8 og 9 gik nemt og smertefrit, bare resten er ligeså lette at gå til, så når jeg det måske?
Jeg bruger nu ikke så mange bogmærker, og jeg kan ikke se, at andre kan ha' fornøjelse af mine, for der er absolut ingen rød tråd. Udover, at det er sites, som jeg i mit private liv besøger af og til. Så Monica måtte holde for som mit netværk ;-)

onsdag den 13. juni 2007

Den 7. og en 7A ting

Jeg har bakset med Messenger. Den holdt hårdnakket på, at min aakb-mail allerede var i brug! Godt nok er jeg ved at miste overblikket over mine nye logins, men jeg mener nu ikke, at jeg allerede skulle være oprettet som msn-bruger. Så brugte jeg hjemadressen, men det gør det med garanti mere bøvlet at blive msn-ven med kollegerne :-(
Til gengæld er jeg i aften blevet oplært i at sælge biografbillettter og popcorn elektronisk :-)

torsdag den 7. juni 2007

Suk

Der er nok ikke er andre end mig selv, der læser i min blog, og så kan jeg jo bruge den som en slags dagbog over mit pt miserable arbejdsliv. Miserabelt i den forstand, at det er lykkedes mig at glemme 3 aftaler, fordi jeg ikke har styr på noget og hverken har ro til at skrive i eller tjekke min kalender (eller min mail), og jeg græmmer mig sådan! Hvorfor pokker skal det være sådan lige nu??

Måske fordi jeg siden pinse - i mere end en uge - har jeg haft sølle 2 timers kontortid, hvor tiden var helt min egen med frit valg på alle hylder! Resten har været vagter (de supervigtige kassationer foretages dér), teamdag i Årslev, projektmøder og 2 andre møder. De to timer blev benhårdt prioriteret til bogvalg, skemalægning og til at manøvrere en bogudstillingsstander, som havde ventet nede i gangen hele ugen, op i udlånet. Godt nok blev jeg hjemme Grundlovsdag, og jeg blev nødt til at afspadsere hele min vagtfrie tid onsdag for at gå til en nabos begravelse - og det blev hængepartierne naturligvis kun værre af.

23 ting er ellers sjovt, bare der dog var tid til det. Men jeg har fået lavet en personlig Google-side, hjemme. Og nu skal jeg snart på arbejde og indhente noget af det forsømte ...

mandag den 4. juni 2007

Pause

Puh ha, der er gået skrækkelig lang tid siden sidst, og jeg er bagud med opgaverne. Jeg har ikke engang løst nogen ny opgave, bare siddet og kikket på, hvad de mere ihærdige kolleger har fået fra hånden. Og konstateret, at der også er andre, der heller ikke helt kan følge med, så jeg er ikke den eneste, der endnu ingen MSN-venner har.

torsdag den 17. maj 2007

Nyheder en masse

Der er sørme ved at gå sport i det her! Jeg er mutters alene hjemme hele aftenen - det er virkelig så sjældent, det sker, at jeg næsten bliver helt rundt på gulvet af al den frihed ... Jeg vil varme en rest chili con carne og tage i Biffen kl 21 til AFR. Inden kan jeg liiiige nå at se på de næste to opgaver, 4 og 5.

Jeg har nu en Google Reader og abonnerer på nyheder fra Litteratursiden, fra Esben Fjords og Jens Hofman Hansens blogs, fra DRs kulturside, fra Havenyt og endelig fra 23 ting-bloggen. Det var ikke svært at få oprettet abonnementerne - der er andre måder at gøre det på, hvis man stivner af skræk ved at få en html-side i synet ved at klikke på et rss-ikon - eller ikke kan finde en feeds/rss-url på den. 23ting kunne jeg ikke få til at virke ved at klikke på atom (hvorfor bliver jeg bedt om at gemme et eller andet?), men så brugte jeg den url, Monica har skrevet på siden. Og som en ordentlig bibliotekar har jeg ordnet hele herligheden i mapper inde på Google Reader!

(Jeg lover ikke nogen at læse alle de nyheder!)
(Jeg lover til gengæld mig selv, at de næste 18 ting bliver lavet i arbejdstiden!)

Det der med tiden

Jeg ved knagme ikke, hvor blogspot bor, men jeg har fundet ud af, at de mystiske tidspunkter, folk skriver indlæg på, sikkert bare skyldes, at programmets ur er helt i skoven. Så er jeg mere rolig, og jeg har lært, at man selv kan rette det :-)

Halløj ... her kommer min blog!

Så er jeg også med på vognen! Jeg vil ikke længere ha' siddende på mig, at jeg endnu ikke er kommet igang. Uanset hvor mange andre end de 23 ting, jeg heller ikke har nået, og som faktisk haster mere. Men det her kan laves hjemme og ser også ud til at være lidt sjovt, men jeg sværger for mig selv, at de næste 20 ting skal laves i arbejdstiden!

Men hvad pokker går der af kollegerne? Sidder de også midt om natten og nørder?? Jeg har - som en del af opgaven og ikke mindst for at lure, hvad de andre har gjort - kikket lidt hist og pist i indlæggene, og de er gudhjælpemig indsendt kl 1 og 2 og 5 om natten, bl.a.!

Jeg udnytter en aften, hvor Poul er i København med sine gamle legekammerater, Christoffer er gået i seng, efter vi har spillet et kedeligt spil og fyldt os med hjemmelavet citronfromage, og Charlotte sover. Hun har været oppe hele foregående nat for at vente på at få at vide, hvilke fag hun skal op i til studentereksamen. Sidst jeg så hende vågen, spiste hun og en flok andre studenter in spe rundstykker her i morges. Freden har lagt sig over huset, og ingen blander sig i, hvad jeg laver!

Det sværeste var ikke at oprette bloggen, men at tage stilling til bloggens udseende (som heldigvis kan rettes til, lader det til) og navn/adresse (som velsagtens ikke kan rettes). Skal man nu kalde sig noget kækt som bibtøsen eller være kedelig og bare hedde Margit?

Spændt på at se resultatet, når jeg har været igennem det her. Om 2 sekunder trykker jeg på 'Udgiv'-knappen ... Næh, der er også en 'Vis eksempel'-knap. Den må prøves først!