torsdag den 17. maj 2007

Halløj ... her kommer min blog!

Så er jeg også med på vognen! Jeg vil ikke længere ha' siddende på mig, at jeg endnu ikke er kommet igang. Uanset hvor mange andre end de 23 ting, jeg heller ikke har nået, og som faktisk haster mere. Men det her kan laves hjemme og ser også ud til at være lidt sjovt, men jeg sværger for mig selv, at de næste 20 ting skal laves i arbejdstiden!

Men hvad pokker går der af kollegerne? Sidder de også midt om natten og nørder?? Jeg har - som en del af opgaven og ikke mindst for at lure, hvad de andre har gjort - kikket lidt hist og pist i indlæggene, og de er gudhjælpemig indsendt kl 1 og 2 og 5 om natten, bl.a.!

Jeg udnytter en aften, hvor Poul er i København med sine gamle legekammerater, Christoffer er gået i seng, efter vi har spillet et kedeligt spil og fyldt os med hjemmelavet citronfromage, og Charlotte sover. Hun har været oppe hele foregående nat for at vente på at få at vide, hvilke fag hun skal op i til studentereksamen. Sidst jeg så hende vågen, spiste hun og en flok andre studenter in spe rundstykker her i morges. Freden har lagt sig over huset, og ingen blander sig i, hvad jeg laver!

Det sværeste var ikke at oprette bloggen, men at tage stilling til bloggens udseende (som heldigvis kan rettes til, lader det til) og navn/adresse (som velsagtens ikke kan rettes). Skal man nu kalde sig noget kækt som bibtøsen eller være kedelig og bare hedde Margit?

Spændt på at se resultatet, når jeg har været igennem det her. Om 2 sekunder trykker jeg på 'Udgiv'-knappen ... Næh, der er også en 'Vis eksempel'-knap. Den må prøves først!

1 kommentar:

Monica sagde ...

Hold da op! Margit du går jo rundt med en ”indre-blogger”. Det er super, du er kommet med på vognen – velkommen til bogosfæren.:o)